Skovparken - min historie

Historien om Skovparken

I 2006 blev der politisk flertal for at skabe boliger på det smukke areal ned mod Mølleåen i Aabenraa, og et par lokale investorer satte gang i et byudviklingsprojekt. Drømmen var en stribe smukke og funktionelle rækkehuse, der kunne skabe rammerne om et stille liv med åen som nabo.

Det startede med spændende muligheder og store forventninger – og endte som en sag, hvor de eneste vindere var advokaterne. Nogle forholdsmæssigt små bump på vejen udviklede sig til kæmpeproblemer, fordi der rent politisk ikke var en afklaret holdning til projektet. De mange politiske kursændringer og uklare udmeldinger undervejs forsinkede alle processer. Imens løb pengekassen tør – og sagen udviklede sig til noget, der vel kan karakteriseres som en af de største politiske skandaler i nyere tid i Aabenraa Kommune.

Dette er min historie om projektet. Den er ikke skrevet for at hænge andre ud. Jeg ønsker blot at give et mere nuanceret billede, end det man har kunnet få i de lokale medier. Andre har været rigtig gode til at fralægge sig deres ansvar for hændelsesforløbet, og der har været tæt kø af politikere og embedsmænd ved håndvasken. Jeg ønsker ikke at fralægge mig mit ansvar, men blot helt nøgternt beskrive hændelsesforløbet, som jeg oplevede det. Den vigtigste lektie i denne historie er sikkert, at selv de mest lovende udviklingsprojekter kan blive kuldsejlet, hvis vores folkevalgte politikere ikke lever op til deres ansvar.
Per Horup

Først skal vi 15 år tilbage i tiden. Dengang besluttede det daværende byråd i Aabenraa at sælge et byareal til Nissen Gruppen. Købernes plan var at udvikle et nyt boligområde, blandt andet fordi to af Nissen brødrene selv ønskede boliger på arealet. Alt tydede desuden på, at der ville være stor interesse for de nye boliger på den idylliske grønne skråning ned mod Mølleåen, og et flertal blandt de daværende politikere ville gerne have hele arealet, inklusive de tilgrænsende erhvervsarealer, omlagt til et rent boligområde.

Salget gik igennem, selvom den tidligere socialdemokratiske borgmester Jørgen Witte og Venstremanden Hans Henrik Philippsen stemte imod. Jeg ved ikke, hvad der var grunden til deres modstand mod projektet, men de to kom senere til at koste både køberen og kommunen millioner. Det var der dog ingen, der vidste dengang, og kommunen inkasserede knapt 3 millioner på salget.

Første trin i processen var på plads. Et lokalplansforslag, der skulle skabe mulighed for at bygge boliger på arealet, blev skrevet og sendt i høring.

Stiftelse af Horup Skovparken A/S

I slutningen af 2006 blev jeg kontaktet af Nissen gruppen, der spurgte, om jeg ville være med til at føre idéerne ud i praksis. Jeg syntes, at projektet så lovende ud. Timingen var også rigtig god, da boligmarkedet var inde i en positiv udvikling. Derfor gik jeg ind i det nystiftede selskab, som fik navnet Horup Skovparken A/S.

Skovparken

Vi indledte forhandlinger med Aabenraa Kommunes forvaltning, for at aftale de mange detaljer omkring placering af bygninger og veje for at skabe plads til at bygge.

Flere indsigelser til lokalplanen

I høringsfasen kom der indsigelse fra 3 erhvervsvirksomheder, der var nabo til Skovparken. De ønskede ikke mere beboelse tæt på deres erhvervsgrunde af frygt for begrænsninger i deres udfoldelsesmuligheder og ved eventuelt salg af deres grunde. De var ganske enkelt bekymrede for eventuelle kommende klager fra områdets nye beboere. Derfor fik lokalplanen den tilføjelse, at der, inden ibrugtagning af ny bebyggelse, skulle dokumenteres, at det udendørs støjniveau ikke oversteg Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier ved målinger på opholdsarealerne. Hvis målingerne afslørede støjgener, skulle der opsættes en støjvold eller et støjhegn. Den sidste sætning var så vigtig, at vi lader den stå et øjeblik:

Hvis målingerne afslørede støjgener, der oversteg miljøstyrelsens vejledende grænseværdier, skulle der opsættes en støjvold eller et støjhegn.

Den daværende forvaltningsleder mente ikke, at der var grund til bekymring for denne tilføjelse i lokalplanen. Han mente ikke, at den ville blive aktuel. Forvaltningen vurderede også, at hvis der, i værst tænkelige scenarie, blev stillet krav om en støjmur, ville den under alle omstændigheder højst blive 180 cm høj og stå i skel. Hvilket var nødvendigt for at få plads til veje og huse, samtidig med at man overholdt kravene til afstand af Mølleåen og gældende lovkrav om højde tæt på skel.

Det paradoksale ved indsigelserne er, at alle 3 matrikelejere har ønsket at sælge deres grundstykker, lige så længe ordet Skovparken har eksisteret.

Da forvaltningen ikke anså indsigelserne for bekymrende, forsinkede de ikke projektet yderligere på daværende tidspunkt.

En forsinkelse, der kostede dyrt

Det gjorde til gengæld en anden indsigelse mod lokalplanen. Den var i stilet til Natur og Fredningsstyrelsen. Egentlig var det en formssag, der kunne have været klaret i en fart, hvis kommunen havde reageret hurtigt. I stedet kom den til at sænke projektet netop i den fase, hvor det var allermest kritisk. Det er helt almindelig praksis, at Fredningsstyrelsen spørger kommunen om dens udlægning, inden de vurderer en klage. Da vores tålmodighed slap op, og vi begyndte at grave i sagen, viste det sig, at kommunen ikke var vendt tilbage til Fredningsstyrelsen med et svar.

Den ansvarlige kommunale medarbejder måtte derfor stå skoleret foran daværende borgmester Tove Larsen og indrømme, at hun have havde syltet sagen i 9 mdr. Jeg kan ikke vide, om det var almindelig pligtforsømmelse, eller om nogen havde presset medarbejderen til at lægge henvendelsen på lager dybt nede i en skuffe. Men konsekvensen af hendes handling var ret omfattende.

Boligmarkedet toppede i 2007. Det var derfor rigtig dyrt for Horup Skovparken A/S, at vi ikke kunne sælge boliger i de måneder. Byggeansøgningen blev ligeledes bremset af at samme medarbejder fremsatte ukorrekte oplysninger. Jeg har naturligvis navnet på den kommunale medarbejder, men vil ikke nævne det her, da hun næppe selv er hovedarkitekt bag det, der så ud som et målrettede forsøg på at kuldsejle projektet.

Heldigvis skar Borgmester Tove Larsen kontant igennem, og sagsbehandlingen kunne fortsætte. Salget kunne starte. Det tegnede igen lidt mere lyst, indtil finanskrisen ramte verden i 2008.

Byggetilladelse med nyt krav

Da byggetilladelsen kom, var der stillet et krav om en støjmur. Det var overraskende og ikke i tråd med de vurderinger, der hidtil var kommet fra forvaltningen. Efter at vi havde haft et møde med kommunen, stod det dog helt klart, at vi måtte imødekomme kravet.

Derfor indsendte vi tegninger og beskrivelse af en støjmur, der var af præcist samme højde og lyddæmpende specifikationer, som den væg kommunen 8 år senere godkendte, og som står der i dag.

I 2008 blev den løsning dog afvist. I stedet stillede kommunen et krav om, at leverandøren skulle garantere for, at et nyt lydhegn kunne holde alle fremtidige støjgener væk fra det nye boligområde. Det var en meget upræcis formulering. Hvis vi skulle garantere for støjdæmpning, hvilken støj ønskede de så elimineret? Var der tale om dækstøj fra kørende trafik, var det støj fra blæseren på en industriskorsten eller hvad? Men det var umuligt at få et konkret svar fra kommunen.

Støjmurens opgave

Ønsket om en støjmur ved Skovparken drejede sig ikke om et krav fra beboerne. Derimod var det erhvervsvirksomhederne, der var bange for fremtidige begrænsninger på deres grundstykker. Helt konkret handlede det nok mest om risikoen for en lavere handelsværdi ved et eventuelt salg af grundene.

Da Abena var den største virksomhed bag indsigelserne, ringede jeg i 2008 til Direktør Preben Terp Nielsen og spurgte, om der var en mulighed for, at vi kunne finde en løsning. Han kunne oplyse, at Abena egentlig var ligeglad med grundstykket. Virksomheden brugte det ikke mere og ville gerne afhænde det. Men en arkitekt havde vurderet, at der ville være bedre økonomi i at sælge grundstykket til en produktionsvirksomhed (eksempelvis en smedevirksomhed) end at sælge det til parcelhusgrunde. Derfor var det det, Abena gik efter.

Lydmålinger afslørede kun fuglesang og rislende vand fra Mølleåen

Vi sad en smule fastlåst i sagsbehandlingen, indtil en mellemleder i kommunen forslog, at vi bare kunne lave en lydmåling. Hvis det viste sig at der ingen støj var, kunne vi opsætte et Plushegn for at opfylde lokalplanen.

Lydmålingen blev iværksat ud fra kommunens beskrivelse og godkendelse. Der var ingen støj. Mikrofonerne registrerede kun fuglesang og lyden af rislende vand fra Mølleåen.

Forvaltningen forelagde derfor politikerne de meget overbevisende resultater af målingerne og spurgte om en dispensation for kravet om en støjmur. Det blev afvist af politikerne, der altså i praksis så bort fra både forvaltningens og lydeksperternes vurdering. Nemlig at en støjmur ikke var nødvendig.

Her lavede jeg en fejl. Ved ikke at klage over afgørelsen indenfor 4 uger blev vi afskåret fra at bringe sagen for retten i al fremtid. Det var jeg ikke klar over. Det lå i øvrigt heller ikke i min natur at skulle rejse en retssag, og slet ikke mod kommunen, men derimod at søge løsninger.

Ansvar – nej tak

Vi hyrede flere eksperter til at analysere problematikken. Forvaltningen stillede flittigt spørgsmål, og eksperterne udarbejdede den ene redegørelse efter den anden. Vi var til utallige møder på kommunen, men lige lidt hjalp det. Forvaltningen stillede ingen konkrete krav, og ingen ville tage ansvar, når det gjaldt Skovparken. Alle virkede skræmte. Når vores advokat sendte en ny redegørelse til kommunen, gik der ofte mellem 6 og 9 måneder, inden kommunen responderede. Og når det skete, var det som regel uden at svare direkte på vore spørgsmål.

Vi fik fornemmelsen af, at meget magtfulde folk forsøgte at skade mig gennem projektet Skovparken, som nu var en slags gidsel i det spil. Jeg forstod det ikke dengang, men siden har jeg fra mange politikere fået fortalt, hvor ubehageligt det var, at høre Jørgen Witte tale dårligt om mig – i stedet for at forholde sig til sagen.

Skinmanøvre fra Kommunen

I 2012 kom en mellemleder i forvaltningen for første gang med et udspil fra kommunen. De kaldte det et eventuelt muligt forligsforslag: En støjmur, der var dobbelt så høj som den, vi havde præsenteret i vores oplæg (og den nu opsatte væg). De fortalte også, at den egentlig skulle have været 7 – 8 meter høj, men det vidste de godt var urealistisk.

Jørgen Witte

Den dengang nye konservativ udvalgsformand, Jan Riber, ville gerne bidrage til en løsning. Derfor inviterede han mig og advokaten til selv at fremlægge vores sag for udvalget. Da vi kom ind i lokalet, hvor alle politikerne sad ved et langt bord, rejste Jørgen Witte sig og vendte sin stol om, så han sad med ryggen til os. Stemningen var lagt. Det siger vist sig selv, at det møde heller ikke gav resultat.

”Det er helt hen i skoven – man smider da ikke så mange penge ud til noget, som er overflødigt.”

Grundejerforeningen Skovparken med underskrift fra alle beboere til Aabenraa Kommune

Forsinkelserne kostede millioner

I 2008 ramte den internationale finanskrise for alvor Danmark. Den havde ulmet et stykke tid, og lige op til krisen steg priserne på byggematerialer næsten måned for måned. Da den ramte med fuld kraft, gik boligsalget i stå. Salget blev yderlige vanskeliggjort af, at vi nu skulle informere alle interesserede købere om, at der verserede en sag med kommunen.

Udgifterne til undersøgelser omkring støjmuren fortsatte ligeledes og Horup Skovparken A/S havde nu mere gæld, end det var realistisk at at få indfriet ved et eventuelt salg af de resterne boliger.

Det betød, at Kreditbanken, som var bank for Nissen Gruppen, i 2012 ville ud af projektet. Uden meget lys for enden af tunnelen måtte jeg overtage hele selskabet og kæmpe videre. Set i bagklogskabens klare lys, skulle jeg nok også have trukket stikket dengang. Jeg troede dog stadig på, at der fra politisk side ville komme en løsning, der byggede på fornuft baseret på fagfolkenes vurdering

Den 1. januar 2014 blev Thomas Andresen borgmester. Han fortalte, at han gerne ville prøve at løse den fastlåse problemstilling på Skovparken. Hans første tiltag var et besøg hos Abena, velforberedt med resultaterne fra de seneste undersøgelser under armen og opdateret omkring kommunens muligheder for at håndtere tilladelser. Han mødte ingen samarbejdsvilje overhovedet. Der kunne ikke laves nogen aftale, med mindre der kom en støjmur.

Kommunen iværksatte derefter, ved hjælp af lydeksperter, deres egen undersøgelse. Samtidig hyrede de en advokat fra Århus, som var ekspert på området. Lydeksperterne vendte tilbage med en helt klar konklusion: Kommunen kunne kræve, at et stilladsfirma som også var nabo til Skovparken, skulle opsætte en 3 meter høj støjmur for ikke at genere beboerne i et større eksisterende boligområde, og de foreslog desuden, at Horup Skovparken A/S skulle opsætte en støjmur på 130 – 150 cm på den halve strækning. Så ville alle krav være opfyldt.

Stillet over for lydeksperternes krav, oplyste stilladsfirmaet blot, at de ville holde op med at larme. Det accepterede forvaltningen og politikerne åbenbart uden videre, og der skete ikke mere i den sag. Hvis stilladsfirmaet kom til at larme alligevel, ville beboerne sikkert acceptere det… af skræk for at få en høj støjvæg tæt på deres boliger.

Til gengæld var problemet med Skovparken ikke så let at løse. Lydeksperternes vurdering og beboernes ønsker betød åbenbart mindre, end hensynet til erhvervsvirksomhedernes krav.

Kommunen har en dårlig sag

Advokaten, der var ekspert på området, skrev i 2 breve til kommunen, at de havde en dårlig sag, og højst ville kunne kræve det lydeksperterne havde beskrevet. Forvaltningen lavede derfor i 2016 en anbefaling til det politiske udvalg om at følge den model.

Flere politikere syntes, at det var en god løsning, men tidligere kommunaldirektør Niels Johansen fik gennemtrumfet en afvisning af forslaget. Hans argument var, at kommunen ikke skulle være erhvervsfjendsk og slet ikke over for kommunens største erhvervsvirksomhed, Abena.

”Her er stort set ingen støj. Vi har købt nogle boliger, som kommunen har givet byggetilladelse til, og vi har forventet, at alt var på plads. Vi er virkelig glade for at bo her.”

”Vi mener, at kommunen snorksover. Den har en bygmester, som vil etablere boliger. Der er altså en mand, der vil noget, men de bremser ham. Og vi taler om en kommune, der gerne vil have tilflyttere. Jeg fatter det ikke.”

Citater fra John Petersen, næstformand i grundejerforeningen på Skovparken, til en artikel i JydskeVestkysten i 2014.

Kommunal sagsbehandlingstid 8 år

I stedet vedtog politikerne at kræve en støjmur i 180 cm højde og på dobbelt længde – et krav der gik langt over vurderingen fra alle eksperter og kommunens egen advokat. Det var ikke nogen begavet eller rational beslutning – men det var trods alt den første klare politiske og kommunale beslutning efter 8 års sagsbehandling og mange tusinde siders dokumentation. 10 år efter at kommunen besluttede sig for at tjene knap 3 millioner på et tilgroet indelukket areal (og efter løbende at have indkasseret ejendomsskatter fra 24 boliger) – kom de med en konkret udmelding.

Kommunens politiske beslutning krævede en indsigelse. Når man laver en sådan, skal politiet rejse en sag ved retten. Det skete alt sammen. Det blev til et enkelt forhør af mig, og knap 3 år senere droppede politiet desværre sagen mod Horup Skovparken A/S.

Til gengæld foretog kommunen en ny politianmeldelse. Denne gang mod beboerne på Skovparken 42 – 66. Det skete i november 2019, og på mystisk vis kom der inden for det samme døgn en stævning mod de samme beboere. Den var fra Abena, der stillede et erstatningskrav på 2,5 millioner. Abena nøjedes dog ikke med kun at stævne beboerne. De stævnede også Horup Skovparken A/S, Horup Byg A/S og Aabenraa Kommune – alle med samme beløb. Alt tyder på, at det har været en nøje tilrettelagt kampagne.

Alliancen bliver brudt

Når man på den måde bliver anklaget og mødt med et stort erstatningskrav, vil de fleste sikkert tænke på sig selv først. Det er en naturlig reaktion, og det var præcist, hvad beboerne i Skovparken gjorde. Frem til den dato havde de og Horup Skovparken A/S kæmpet en fælles kamp mod kommunen. Nu blev den alliance brudt, og jeg blev udpeget som syndebuk.

Beboerne på Skovparken 44 – 66 hyrede en advokat fra Vejle til at hjælpe dem med sagen. Jeg tilbød ham straks at få aktindsigt fra de seneste 10 års forløb, og al den hjælp han havde brug for fra vores advokat. Han valgte dog en anden kurs. I stedet lagede han ud med at true mig (som indehaver af Horup Skovparken A/S) med et sagsanlæg, medmindre jeg stillede en bankgaranti eller personligt indestod for alle potentielle udgifter, beboerne måtte få i forbindelse med støjafskærmning.

Trusler om shitstorm

Første forsøg på at imødekomme den fastlåste situation fandt sted, da 4 bestyrelsesmedlemmer fra beboerforeningen i Skovparken 44-66 troppede op på mit kontor. Det var Direktør Aksel Sandal Back, tidligere leder hos Lemvigh Müller Rødekro Andreas Munk Hansen, forhenværende Biskop Karsten Nissen og filialdirektør Søren Kuus.

Søren Kuus lagde ud med at fortælle, at beboerne ville have sagen med kommunen og Abena løst hurtigst muligt. De var derfor indforstået med, at der skulle bygges en støjmur, som den kommunen havde forlangt. De ønskede, at vi skulle dele udgiften for opførsel af væggen, men på den måde at Horup Skovparken A/S skulle indbetalte 1,2 millioner til grundejerforeningen på Skovparken. Derefter ville grundejerforeningen selv sørge for resten. Hvis ikke jeg indfriede dette krav, kunne bestyrelsen oplyse, at der var beboere, som ville lave en shitstorm mod mig og min virksomhed. Det var en regulær afpresning.

Jeg var mere end chokeret og nærmest mundlam et øjeblik. Jeg oplyste dog, at jeg ikke ville lade mit liv og min virksomhed styre af små mennesker med en tilsvarende lille moral. Jeg nærede også tvivl om, at beboerne fulgte den rigtige kurs.

Beboerne valgte dog at sætte lid til deres advokat, som angiveligt skulle have stor erfaring på området. Han havde overbevist et flertal af beboerne om, at uanset hvad der skete, kunne de ikke slippe for en støjmur. Han skyndte sig derfor at lave et forlig med Abena: Hvis beboerne sørgede for, at der kom en støjmur op, skulle Abena frafalde deres erstatningskrav mod beboerne.

I praksis betød det, at beboerne nu havde forpligtet sig til at opføre en støjmur – og at hele det store arbejde vi havde lagt i dokumentation af at den ikke var påkrævet, nu var blevet ligegyldigt.

Abena måtte trække deres stævninger tilbage

Så gik sagen i retten. Abena mod alle andre, hvilket ville sige mod Aabenraa Kommune, Horup Skovparken A/S og Horup Byg A/S.

Allerede ved det første forberedende telefonretsmøde måtte Abena trække sin stævning mod Aabenraa Kommune tilbage. Sagen blev ført af Abenas egen jurist, men det første nederlag fik åbenbart Abena til at blive bekymret over, om hun var den rette til opgaven. Derfor fik han et stort advokatfirma til at overtage sagerne mod Horup Skovparken A/S og Horup Byg A/S. Det hjalp ikke. Begge sager resulterede i, at Abena også måtte trække disse stævninger tilbage. Desuden blev de dømt til at betale sagsomkostningerne.

Endnu et forsoningstilbud mislykkedes

Trods Skovparkens beboeres trusler og uheldige beslutninger fremsendte Horup Skovparken A/S alligevel et tilbud til beboerne. Hvis deres bestyrelse talte sandt, da de sagde, at de var villige til at dele udgiften for et lydhegn, ville vi også hjælpe til ved at tilbyde at bygge en mur, som kommunen havde krævet. Hver boligejer skulle kun betale kr. 10.000,- + moms. Alternativt kunne de få det samme beløb fra mig og selv opføre muren.

De afslog og gik efter at få alle deres udgifter dækket – selvom der ikke var fuld enighed i beboerforeningen om, hvordan det skulle foregå. I denne, som i alle ejerforeninger, fordeler man altid alle udgifter efter et fordelingstal, som er baseret på størrelsen af de enkelte boliger. Sådan var vedtægterne også for Skovparkens ejerforening, men bestyrelsen som primært havde de største boliger, lagde op til at alle skulle betale det samme til udgiften for en støjmur. Desuden valgte de en af de landets mest kendte leverandører til at opsætte støjmuren, i øvrigt til en langt højere pris og uden at indhente alternative tilbud. Selv i en demokratisk forening er det ofte sådan, at en tredjedel styrer slaget, en tredjedel dukker hovedet og accepterer, mens den sidste tredjedel bliver nedstemt.

Afslutningen på sagen

I august 2020 tabte beboerne deres retssag mod Horup Byg A/S. De blev også dømt til at skulle betale alle sagsomkostninger, da man ikke, som deres advokat ellers havde overbevist dem om, kan tilsidesætte alle ejerskel. De vandt naturligvis sagen mod Horup Skovparken A/S, da den udførende part altid står med det samlede ansvar og derfor blev dømt til at skulle betale et beløb på 800.000 kroner.

Men Horup Skovparken A/S havde i snart 10 år haft en negativ egenkapital på knap 2 millioner. Efter den seneste historik havde moderselskabet ikke den store interesse i at skyde flere penge ind. Sammenlagt havde Skovparken 42-66 nok kostet knap 5 millioner i tab, samt givet urimelig mange timers arbejde.

Derfor måtte jeg acceptere at lade beboernes beslutning lukke selskabet Horup Skovparken A/S, efter at have kæmpet for en løsning i 13 år Det meste ad vejen havde det føltes som at forsøge at rulle en tung sten op ad en stejl bakke.

Konklusion

Efter 14 års sagsforløb har beboerne i Skovparken fået en støjvæg opstillet. Væggen giver nu mere refleksionsstøj fra beboernes egne biler, end den begrænser støj fra omgivelserne – fordi der stort set ingen baggrundsstøj er. Faktisk er området vurderet som et af de mest stille områder i Aabenraa.

Støjvæggen kunne have været bygget til en pris på maksimalt kr. 5-600.000,-. Nu kom den til at koste alle 4 implicerede parter dyrt: I meget løse tal til at koste alle parter over en million hver.

Horup Skovparken A/S, Aabenraa, Aabenraa Kommune, Abena og beboerne har forsigtigt skønnet mistet langt over en million hver. De store summer er forsvundet til 14 års sagsbehandling, mødeaktivitet, advokatbistand og sagsomkostninger. Kommunens del af tabet havner naturligvis i sidste ende hos skatteborgerne.

4 tabere i en byggesag, der kunne være blevet en succeshistorie – hvis den havde udspillet sig i en anden kommune. Sagens eneste vindere er den hær af jurister, der har arbejdet på alle sider i konflikten.

Kunne problemerne have været undgået? Ja, helt bestemt. Det vender jeg tilbage til på de kommende sider.

Personlig hetz

Dagen før dommen faldt, startede den lovede shitstorm mod mig personligt. Den blev ikke, som bestyrelsen havde truet mig med, startet af andre beboere fra Skovparken, men af tidligere Biskop Karsten Nissen selv. Som pensionist og frivillig skribent på JydskeVestkysten havde han både tid til at lukke propaganda ud og en platform at gøre det på. Måske er det en del af forklaringen på, at JV ser ud til at have taget parti i sagen.

En anden beboer fra Skovparken, John Petersen, har forfulgt både mig og kommunen og bedt om aktindsigt i alt omkring både de implicerede politikere og mig. John Petersen er tidligere i denne historie citeret for at tale pænt om mig, men det ændrede sig radikalt, da den første politianmeldelse mod beboerne kom. Derfra ser det ud til, at han har viet sin pensionisttilværelse til at chikanere både borgmesteren og mig, indtil han får de penge, som han mener, han er berettiget til.

Desuden har, som nævnt, to tidligere politikere gjort deres bedste for at arbejde imod mig og mine projekter. Det drejer sig om de to, der allerede da kommunen solgte arealet i 2006 stemte imod handlen: Jørgen Witte og og Hans Henrik Philippsen. Jeg ved, at Phillipsen aldrig har tilgivet, at jeg fik en bestyrelsespost i Aabenraa-Rødekro Fjernvarme, som han havde udset sig. Til gengæld har jeg ingen anelse om grunden til, at Jørgen Witte bruger så megen energi på at skade mig.

Og andre konsekvenser

Ud over de rent meget personlige følger, var der også en del erhvervsmæssige dønninger efter sagen. Dagen efter dommen blev jeg indkaldt til et møde med kommunaldirektør Tom Amt, borgmester Thomas Andresen og udvalgsformand Philip Tietje. Mødet handlede om et nyt projekt, som vi var i gang med i Rødekro. Det var et fælles projekt, og samarbejdet havde kørt fint, men nu var der kommet en smule grus i tandhjulene. Politikerne var blevet bange for at blive beskyldt for at have et nært forhold til mig, selvom historien om Skovparken klart indikerede noget andet. Men da kommunen havde stor interesse i projektet og havde arbejdet på det flere år, før jeg kom ind i billedet, faldt samarbejdet på plads igen. Vi er nu kommet i mål. Lokalplanen er godkendt, og vi er klar til byggestart af Midtbyens Seniorboliger og klar til at udvikle en flot bypark.

I 2018 byggede jeg 20 rækkehuse på Skovparken 2 – 40, som var et grundstykke, der blev købt samtidig i 2006 og var med i samme lokalplan som Skovparken 42-66. Det kostede 10 års kamp med kommunen at få beskrevet byggefeltet.

”Kommunen har ansvaret for, at den sag har trukket så længe ud”

Povl Kylling, Socialdemokratisk byrådsmedlem

Povl Kylling

Den 18. november fik jeg en mail fra JydskeVestkysten. De spurgte, om jeg ville kommentere på et brev fra den Socialdemokratiske byrådspolitiker Povl Kylling – da de ville lave en artikel om hans syn på sagen om Skovparken. Povl Kylling, som i øvrigt var en af politikerne bag den omdiskuterede lokalplan 14 år tidligere, lagde i den efterfølgende artikel vægt på, at kommunen havde et ansvar for, at det var gået så galt, som det var. Han sagde eksempelvis:

”Jeg mener, at Aabenraa Kommune kunne have påtaget sig et ansvar og indgivet en politianmeldelse allerede for fire-fem år siden, da der stadig var værdier i selskabet. – Det er ikke fordi, jeg vil give borgmesteren skylden. Men kommunen har ansvaret for, at den sag har trukket så længe ud.”

Alligevel langede han ud med en melding, der ikke havde megen sammenhæng med ovenstående, da han sagde:

”For mig er det et spørgsmål, hvorvidt Per Horup skal have lov til at bygge mere i Aabenraa Kommune. Jeg vil have svært ved at se positivt på kommende byggeansøgninger fra ham.”

Han sagde dog også:

”Jeg har et behov for, at der på en eller anden måde laves en uvildig juridisk vurdering af denne sag. Jeg har ingen løsning på, hvordan vi griber det her an, men jeg mener, at kommunen burde betale for at få sagens forløb frem i lyset.”

Mit svar var:

”Horup Skovparken A/S vil hilse en uvildig juridisk undersøgelse af hele forløbet mere end velkommen.”

Farverne var til ære for Poul Kylling der sad i bestyrelsen på højskolen sammen med Biskop Karsten Nissen

En politisk skinmanøvre?

Efterfølgende havde jeg en snak med Povl Kylling og forklarede ham min side af historien. Han indrømmede, at jeg har været, og stadig er, et stort aktiv for Aabenraa kommune. Han sagde, at han gerne ville forsøge at skabe politisk vilje til en uvildig advokat undersøgelse, der kunne afgøre, om kommunen havde fejlet og, hvis det var tilfældet, om kommunen så skulle betalte for støjmurens opførsel. Jeg sagde, at jeg hilste en undersøgelse velkommen, hvorefter Poul Kylling så spurgte, om jeg også ville betale, hvis pilen pegede på mig. Det var jeg villig til, hvis kommunen også var, hvis pilen pegede i deres retning.

” Så er det svært for os politikere og kommunen at sige nej, ”

var Poul Kyllings sidste ord.

Den 17. marts i år blev jeg præsenteret for 2 spørgsmål, som kommunen ville stille til en uvildig advokatundersøgelse. Jeg vurderede, at det var for lidt til at belyse sagen. Derfor kom jeg med et forslag til 10 spørgsmål.

Desværre viste min egen research i lovgivning og jura, at kommunen slet ikke må betale for en støjvæg, uden at gå på kant af lovgivningen – hvilket gjorde hele arbejdet omsonst. Jeg håber ikke, at det blot var en skinmanøvre – men udspillet var faktisk udarbejdet af kommunens jurister, der burde kende lovgivningen. Hvis det blot var en manøvre for at vise god vilje uden at risikere noget selv, er det naturligvis en træls sag her i starten af valgkampen.

Efterfølgende har flere af de politikere, der lagde op til undersøgelsen, gennem artikler i JydskeVestkysten, fralagt sig alt ansvar og udpeget mig som syndebuk. Det håber jeg ikke var det primære formål med hele den øvelse. JV har i øvrigt været en meget villig medspiller i den proces.

Tanker om fremtiden

Denne sag handler naturligvis først og fremmest om et enkelt byudviklingsprojekt, der er gået skævt. Men den sætter også fokus på nogle helt generelle spørgsmål om udviklingen i Aabenraa Kommune. Her er nogle af dem i stikordsform:

Hvordan undgår man at opleve et lignende scenarie i fremtiden?
Skal vi fremover kun satse på offentlige byggerier?
Ønsker man overhovedet idefolk og iværksættere med visioner i Aabenraa Kommune?
Skal vi afvikle eller udvikle? Hvorfor skal udvikling absolut være en kamp i Aabenraa Kommune. Var det ikke bedre for alle, kommune, iværksættere, byudviklere, andre erhvervsdrivende og borgerne, hvis der blev samarbejdet om at skabe udvikling, vækst og værdi i samfundet?
Har vi lige så mange borgere i Kommunen om 10 år? Man kan godt tvivle, når man kigger lidt længere ud og ser, hvad andre kommuner formår at skabe lige nu.
Vil vores politikere blive i stand til at tænke langsigtet i stedet for blot frem til næste valg?

En sund debat før det kommende valg

Jeg vil meget gerne lægge op til en god og konstruktiv debat om ovenstående spørgsmål. Ikke fordi jeg ønsker at være politiker. Blot fordi jeg bliver trist over, at bruge mere tid på at løse forhindringer, der skabes på grund af ønsket om personlig vinding, behovet for at demonstrere magt, angsten for at tage ansvar, bevidst manipulation eller blot almindelig inkompetence – end jeg bruger på det, jeg har lyst til: at skabe udvikling i Aabenraa by og omegn.

Nogle gange føles Aabenraa som den fiktive by Korsbæk – et miljø hvor Janteloven synes at være vigtigere end sund fornuft og almindelig jura. Når vi bruger den til at holde hinanden nede, skabes der ingen udvikling.

Det er på tide, at flere politikere kommer på banen og melder klart ud om deres holdninger til ovennævnte spørgsmål. Også de, der ikke blot vil fralægge sig ansvar. Der er brug for politiske visioner, der rækker længere frem end til det næste valg.

Hvis man også fremadrettet ønsker politikere, der, som Povl Kylling, er bedre til at løbe fra deres ansvar end til at tage det, så er Aabenraa ikke i fremtiden en kommune, hvor der er basis for at skabe udvikling og vækst. Og den er slet ikke et sundt miljø for iværksættere og byudviklere. Heldigvis er verden stor, og man behøver ikke at flytte så langt for at opleve et mere frugtbart miljø.

Jeg er iværksætter, og jeg tror på, at vi kan flytte mere, når vi løfter i fællesskab.

Tak for din opmærksomhed, hvis du har læst hertil

Per Horup

Korrespondancebilag og anden dokumentation fra hele sagsforløbet kan findes her: Bilag vedrørende Skovparken

Fremtidig info om boligudvikling eller -afvikling, som vi er en del af – kan altid findes på Facebook www.facebook.com/HorupBolig

Eller www.horup.dk

Læs om Aabenraa-Rødekro Fjernvarme